17. december 2014

Skab mere plads i teltet – med en tilbygning.

Ønsker man mere plads på teltferien, kan man med fordel udvide pladsen med en tilbygning.

Fordelene ved en tilbygning

Med en tilbygning på teltet, får man ekstra plads til f.eks. opbevaring eller køkken. 
Vi har afprøvet flere modeller af åbne tilbygninger, hvor vi laver mad, samt opbevarer køkkenting, opvask, grill og skraldespand. Den store fordel er, at ting står i ly for regnen. Samt at man ikke behøver, at tænde for åben ild inde i selve teltet, når man laver mad.
Tilbygningerne er ofte lette at opsætte.
Fordelen ved en tilbygning er ekstra plads i teltet.

Lukket eller åben tilbygning

Der findes forskellige typer af tilbygninger, både åbne og lukkede. Fordelen ved de lukkede tilbygninger er, at de kan bruges på begge måder. De kan lukkes helt af i dårligt vejr, og åbnes op i godt vejr. Der medfølger ofte et gulv til de lukkede tilbygninger.
De åbne tilbygninger sørger for en overdækning af din indgang på teltet, således kan døren stå åben i al slags vejr. Samtidig giver de et område til, at have et køkken og smide skoene. Har du din åbne tilbygning på fronten af et stort telt, er det ofte stort nok til, at man også kan have siddeplads, under det overdækkede område.
Åben Outwell Bear Lake tilbygning på siden af vores Smart Air telt.

På fronten eller på siden

Når du har besluttet om din tilbygning skal være åben eller lukket, er næste skridt at finde ud af, om den skal sidde på fronten af dit telt, eller på siden. Har dit telt kun en enkelt indgang, giver det naturligvis sig selv. 
Der findes dog ikke mange lukket side-tilbygninger på markedet. Så vælger man en lukket, så bør man nok satse på en til fronten af teltet. De fleste front-tilbygninger monteres på den forreste teltstang, og hægtes fast på den næste med to lange stropper. Herefter rejses to teltstænger.
De fleste tilbygninger til siden, slutter ikke tæt og monteres ved hjælp af teltmateriale med barduner, der trækkes over på modsatte side af teltet, og pløkkes fast i jorden. Herefter rejses to teltstænger. Det betyder at siden ofte bærer sig selv.
Åben Bear Lake sidetilbygning på et Carolina M telt.

Hvilken tilbygning passer til teltet

Outwell laver en række tilbygninger, som er specifikt til de enkelte teltmodeller. De anbefaler selvfølgelig, at man anvender de korrekte sider og fronter på sit telt. 
Men vi har de sidste par år, eksperimenteret med forskellige kombinationer af telte og sider/fronter på vores telte. Det har vi gjort, fordi det ikke er alle telte, der overhovedet kan fås en tilbygning til. 
Vores erfaringer, har gjort os mindre usikre på, at kaste os ud i forskellige kombinationer. Ser fronttilbygningen ud til at passe nogenlunde i målene, så er det værd at forsøge. Det er ikke sikkert, at man får et perfekt resultat, men kan man nøjes med mindre, er der ekstra plads at hente.
Et forsøg med at blande teltmodel og farve. Her er det et Outwell Oregon 5 telt + Birdland 4 front.

Hvor kan jeg finde en tilbygning

Første skridt er at finde målene på dit telt. Kan du ikke huske målene, så er 'Google billeder' et godt sted at starte. 
Inde i dit telt kan du finde produktionsåret på dit telt. Det står på en lille seddel, som er syet fast i teltet. Herefter kan du starte din søgning af tilbygninger også i Google med ord som ”side extension”, ”side awning”, ”front extension” og ”frontawning”, kombineret med navnet på dit telt. 
Alternativt kan du søge de forskellige netbutikker og tjekke deres lager for tilbygninger, når du har navnet på en tilbygning, kan du tjekke om målene matcher målene på dit eget telt. 
Find produktionsåret inde i teltet.
Dette telt er fra 2/11, altså februar 2011
Du kan også vælge at kontakte din lokale teltforhandler og høre, om han vil være behjælpelig med at finde en tilbygning til dit telt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar