3. maj 2016

Hundested - har det hele!

Vi har tilbragt to nætter i en af Fjordhytterne's specielle tøndeformet hytter, der befinder sig lige ved havnekajen i Hundested. En anderledes oplevelse i den lille stemningsfulde havneby.


Fjordhytterne i Hundested.
Med ankomst fra Jylland valgte vi at tage to færger til Hundested. Første færge var Aarhus til Odden og anden færge var Rørvig til Hundested. Husk at bruge muligheden for en 'genvejsrabat' på færgen til Hundested, når du rejser med begge færger.


Køreturen fra Odden til Rørvig er hurtig. På strækningen finder man den smukke Lumsås Mølle, hvor det er gode muligheder for at tage en pause, da stedet er forsynet med et fint picnicområde.



Fjordhytterne

På vores besøg i Hundested overnatter vi i de såkaldte 'Hobbithytter' - eller Fjordhytterne. Det er en slags tønder der står lige ved havnekajen. Med den centrale beliggenhed i Hundested har man let adgang til stedets mange tilbud, uden at bilen skal tages i brug. Samtidig ligger hytterne tilpas afsidigt på havnen til, at stedet virker roligt.


De små hytter kan rumme op til fire personer. De er veludstyret med service, elkedel og varmeblæser. Der er plads til tre personer i den store hævet seng. Den fjerde skal sove på en opredning ved bænkene. Hytten har et udtræksbord, så man kan sidde inde og spise i dårligt vejr. Hytten har også et lille solcelleanlæg, der giver lys, samt mulighed for at oplade telefonen.



Uden for hytten er der et bænkesæt til hver hytte, en lille terrasse og en tørresnor. Ved siden af hytterne findes en servicebygning med toilet, bad og køkken. Flotte nyere faciliteter, der rengøres tre gange i ugen i lavsæsonen og dagligt i højsæsonen. Man får adgang til bygningen ved at trække et havnekort. Faciliteterne deles med besøgende i båd og autocampere.


Havnekortet bruges desuden som betaling til brusebad og elektricitet i hytten. Med et Havnekort har man adgang til servicebygninger og toiletter rundt i hele havneområdet i Hundested.


Udsigten fra Fjordhytterne er smuk.

Hundested Havn

Hundested en smuk lille færgehavn beliggende på spidsen af Halsnæs. Via molerne er det muligt at komme helt ud til indsejlingen og tæt på færgen.



Havnen er præget af både fiskeri og lystbåde. En sjov blanding af sejlskibe, speedbåde, fiskerkuttere, husbåde og meget andet kan ses, når man går rundt langs havnen. Ved fiskebådene kan friske fisk købes direkte ved fiskeren. Andre fiskere forsøger sig med tørfisk, lavet i en indkøbsvogn på kajen.




Havnen er opdelt i flere bassiner. Vores hytte ligger længst ude, men stadig med kort gåafstand til aktiviteterne på havnen. En del af havnen er indrettet til turisme og besøgende. Her finder man et væld af spisesteder, salgsboder og aktiviteter for både store og små. Et område er overdækket og indrettet med rensebord til fisk, siddepladser og grill. Som noget nyt bliver Hundested i 2016 også destination for krydstogtsrejsende.




På havnen findes flere havnehytter, minigolf, en stor legeplads og i den mere kuriose afdeling finder vi en S.F.O. for voksne, om der er fri adgang undersøgte vi ikke nærmere. Vi forestiller os at Hundested Havn er et livligt sted i godt vejr og i højsæsonen. Stedet minder os en del om den atmosfære, man også finder i en by som Gudhjem på Bornholm.



Halte-Peter's fiskebuffet

Foran havnens fiskebutik møder vi Halte-Peter. Halte-Peter er en måge, og i butikken fortæller man os, at Halte-Peter gennem 7 år har holdt til foran butikken. Man har givet mågen navnet Halte-Peter pga. af den haltende gang.


Hver morgen står mågen klar foran butikken. Bliver døren ikke åbnet hurtigt nok, begynder Halte-Peter at banke på ruden. Når døren åbnes får mågen sin morgenmad. Personalet i butikken fortæller os, at Halte-Peter aldrig går ind i butikken. Den respekterer dørtrinnet, men kan godt begynde at skælde ud, hvis der går for længe inden maden serveres.




Klap en Fisk

En af sommerens aktiviteter på havnen hedder 'Klap en fisk'. Sikkert en sjov aktivitet for hele familien, når vejret er godt, og der større aktivitet på havnen. Der er to bassiner en til fisk og en til krabber. Desuden er der en væddeløbsbane til krabberne.





Halsnæs Bryghus

Midt på havnen finder vi Halsnæs Bryghus. Stedet brygger eget øl både på stedet, men også ude af huset. Bryghuset er samtidigt et spisested. Lyst og lækkert indrettet med en halv båd som bar. Gæsterne kan vælge mellem flere forskellige øl, men det er også muligt, at gå 'planken ud' og få et bræt med flere forskellige slags øl i glas.




Halsnæs Bryghus har en lille fast menu med bl.a. 'Bryghusburgeren'. Herud over er det også muligt at vælge mellem forskellige retter fra 'Dagen's tavle'. Vi vælger en Bryghusburger med 'Sælhunden' og 'Dyssekilde' øl. Øllene er alle økologiske.


Dyssekilde øl med smukt skum på toppen.

Egeværk og Glassmedjen

Havnen i Hundested er på den yderste spids domineret af to markante sorte bygninger. I disse to huse finder man to grupper kunsthåndværkere. I det ene hus er der fokus på træ ved Egeværk og det andet på glas ved Glassmedjen. Men de to kreative værksteder har også lavet flere fælles produkter, hvor både træ og glas indgår i produktet, bl.a. nogle kugler af træ, hvori der er mindre kugler af glas, og de utroligt smukke vikingeskibe af træ og glas, der er at finde i de tilhørende butikker, for begge værksteder.

Egeværk i Hundested.

Glassmedjen i Hundested.


I begge bygninger er det muligt at følge med i arbejdet med træ og glas. Ved Egeværk kan man se kunsthåndværkerne gennem en rude i butikken. Ved Glassmedjen arbejder glaspustere midt i lokalet, og man kan som kunde komme helt tæt på.



Sandskulpturer

Hundested Sandskulptur Festival 2016 er endnu ikke åbnet, da vi besøger byen. Men de mange kunstnere er i fuld gang med at skabe deres værker. Årets tema er 'Store Danskere', og vi kan over hegnet og gennem lågen se glimt af Rundetårn, en stor hånd og en kæmpe Grand Danois under opførelse i sand. Dørene bliver slået op for de færdige skulpturer den 5. maj 2016.





Stranden

Lige bagved havnen i Hundsted finder vi en dejlig badestrand. Vejret i april er dog for koldt til at bade, for andre en to friske hunde vi møder på stranden. Stranden er præget af et smukt klitlandskab. Vandet er klart, sandstranden ren og stranden har det blå flag.




Knud Rasmussen's hus og Spodsbjerg fyr

I udkanten af Hundested er det muligt at besøge polarforsker Knud Rasmussens hus. Huset fungerer i dag som et museum for polarforskeren, som var et vigtigt bindeled mellem Danmark og Grønland. Huset stod færdigt i 1917 og var stedet hvor mange ekspeditioner til Grønland blev planlagt. Knud rasmussen er særligt kendt for sine ekspeditioner over indlandsisen og på Arktis.



Bagved huset er der rejst et mindemærke for Knud Rasmussen, som står nedenfor Spodsbjerg fyr. Det lille fyr på blot 9 meter har et lys, der kan ses langt væk pga. dens høje placering i landskabet. Fra stedet er der en smuk udsigt over vandet og stranden.




Neden for Spodsbjerg fyr og Knud Rasmussen Hus fører en trappe ned til en stenet strand. Området er smukt og velegnet til en dagsudflugt og madpakke-tur i det grønne.



Kikhavn

Kikhavn er en gammel fiskerby på nordsiden af Halsnæs, ca. 3 km fra Hundested. Det lille fiskerleje er præget af mange gamle stråtækte huse. For at beskytte byen er al kørsel med bil i den lille by forbudt. Der er parkering lige uden for byen. Desuden frabedes alt åben ild mellem de smukke gamle stråtækte huse.
At kalde stedet en havn er måske lidt overdrevet. Stedets 'havn' er en strand, hvor skibe kan slæbes i land. Et meget idyllisk sted, der bestemt er et besøg værd.





Økosamfundet Dyssekilde

Økosamfundet Dyssekilde er Danmarks første økologiske samfund, med eget rensninganlæg og mange eksperimenterende huse. Stedet er absolut et besøg værd, hvis du befinder dig i området. Halmhuse, træhuse, jordhuse, runde huse, huse af genbrugsmaterialer og store kuppelformet huse er blot nogle af de huse, vi ser i det lille økosamfund.
Ved et af halmhusene er en mand ved at skifte det pudsede lag, der beskytter halmen. Et andet sted er en håndværker i gang med at skifte isoleringen på et hus, hvor isoleringen ligger oven på husets tagpap. Isoleringen danner også husets yderste tagdækning. Det er et af de eksperimenterende huse, hvor isoleringsfirmaet oprindeligt var med i byggeriet. På en vej der hedder Månen, fortæller en af beboerne os, at det kun er denne vej, der har regler for selve formen på huset. Alle husene på Månen har en rund eller ottekantet form.





Det lille samfund har også en lille butik og café. Café Kæft er et kærkomment tilbud på en regnfuld og råkold dag i april. Stemningen i cafeen er god, inventaret helt i byens ånd, med masser af genbrug. Menukortet byder på anderledes smørrebrød, kage og drikkevarer.



Lynæs Havn

Syd for Hundested finder vi lystbådehavnen Lynæs Havn. Et stemningsfyldt område, der er præget af lystbåde og friluftsliv.


På havnens område findes ud over havnefaciliteterne også et shelterområde med bålplads, hvor lette trafikanter som cyklister, fodgængere og kajakroer har fortrinsret. De to shelters ligner bugen af et skib, og falder dermed godt ind i omgivelserne, som er præget af mange skibe, der opbevares på land.



Sølager - Kulhuse færgen.

Vi forlader Hundested af en anden rute, end vi brugte til at rejse til byen. Rejsen går videre mod Gershøj og Slagelse, så vi vælger at tage færgen fra Sølager til Kulhuse. Sølager er et lille idyllisk færgeleje, hvor der også befinder sig en fin campingplads..

 

Ved færgen skal man vende et skilt, der signalerer til færgen på den anden side, at man gerne vil med. Lavteknologisk men effektivt. Færgen med det fine navn Columbus er lille, og der er præcis plads til en lastbil og vores personbil. Dagen byder på god vind, og det gynger en del på overfarten. Besøger man området omkring Isefjorden, bør tage en tur med en af de små færger.




 

Vi takker af fra Hundested - et område af Danmark, der fortjener et besøg. En havneby der virkelig har meget at byde på....... Ja - Vi vil næsten sige, at Hundested har det hele!

Kortet over Halsnæs er at finde på de fleste rastepladser i området.

Skrevet af: Janice Hansen

Links:
Halsnæs Bryghus: http://halsbryg.dk/
Økosamfundet Dyssekilde: http://dyssekilde.dk/
Cafe Kæft: http://kaeft.dk/
Knud Rasmussens Hus: http://knudrasmus.dk/
Sandskulpturfestival: http://www.sandfestival.dk/


1. maj 2016

En weekend - to teltudstillinger.

Weekenden bød på hele to sjællandske teltudstillinger. Danish Outdoor Festival på Gershøj Shelterplads i Lejre og Teltfestival ved Slagelse Camping & Outdoor.


Danish Outdoor Festival i Gershøj.
De to teltudstillinger var meget forskellige. Arrangementet i Gershøj henvendte sig primært til vandre, cykel og friluftsinteresserede. Teltudstillingen i Slagelse dækkede de større telte, der primært bruges af campister med bil. Der var dog områder, hvor de to arrangementer lappede over, og et besøg begge steder, var et 'must' for teltinteresserede som os.

Teltfestival i Slagelse.

Teltfestival - Robens, Easy Camp og Outwell

Slagelse Camping og Outdoor slog for tredje gang dørene op for en teltudstilling med de tre mærker Robens, Easy Camp og Outwell. Teltudstillingen omfattede både en udendørs del og en fast udstilling indendørs. Et tilbud til de besøgende om at se mange forskellige teltmodeller opstillet, så man kunne få en fornemmelse for størrelse, indretning og kvaliteten. Gæsterne kunne også gøre en god handel ved at købe en af de udstillede telte, og selv pakke teltet ned søndag eftermiddag.



Et smart tipi telt med brændeovn fra Robens var opstillet på pladsen. Inde i teltet bød Henrik og Michael fra Oase på en kop varm kaffe, hvilket var tiltrængt på en råkold lørdag. Brændeovnen gav en god varme i teltet, og blev dermed et naturligt trækplaster på gæsterne i kulden.


Et par familier havde trodset regn og kulde og havde taget imod tilbuddet om at bage et snobrød. Inde i butikken summede det af kunder, der kiggede på outdoor beklædning, telte og grej.



Dagens sjoveste fund var en køjeseng til teltet, der kunne leveres i to modeller. en til børn og en til voksne. Dagens mærkeligste fund var en pande fuld af huller. Der var enighed om, at det ville være en interessant udfordring, at lave æg med bacon til morgenmad på panden. Ingen af delene kom dog i indkøbskurven hjem.



Danish Outdoor Festival

Den frivillige organisation Outsite havde i weekenden arrangeret en Outdoor Festival på Shelterpladsen i Gershøj. Et stort udvalg af telte var opstillet på pladsen. Teltene var en blanding af mange forskellige mærker og størrelser. En slags ubemandet udendørs messe, hvor de besøgende både kunne se og mærke på teltene. Det var også muligt at overnatte i teltene, så man kunne finde den helt rigtige model. Teltene blev ikke solgt på festival'en, men var et tilbud til outdoor entusiaster om at kigge nærmere på telte og grej.

Telte i mange størrelser og former.
Sammen med teltudstillingen havde arrangørerne hele weekenden sørget for workshops, underholdning og konkurrencer. Desuden havde to butikker opstillet mindre salgsboder på pladsen, hvor gæsterne kunne gøre en god handel.


Ud over at sove i de opstillede telte, var det også muligt for gæsterne, at leje en hængekøje for en nat. Hængekøjerne var overdækkede og vandtætte.




Programmet for weekenden omfattede bl.a. workshops med shelters, hvor Christian Milbo gav gode råd om overnatning i shelters. Et omfattende program for hele weekenden, hvor der også var tid til at stifte nye bekendtskaber, hygge og snakke en masse grej.




Vi vender helt sikkert tilbage, når Outsite arrangerer Outdoor Festival igen næste gang!


Skrevet af: Janice Hansen
Links:
https://www.outsite.org/
http://www.slagelsecamping.dk/

18. april 2016

Nyt fra OUTWELL®:


Stil og funktionalitet er nøgleord i de smarte nye tilføjelser til den miljøvenlige Outwell® serie af udendørsmøbler af bambus, der appellerer til miljøbevidste familiecampister.


Bambus ser ikke alene fantastisk ud på et udendørsmøbel, men dette hurtigtvoksende naturmateriale er også yderst modstandsdygtigt over for stød, vand, varme og UV-stråler, hvilket gør det ideelt til slidflader som f.eks. bordplader og arbejdsflader.

Outwell bambusmøblerne er allerede yderst populære blandt campister, og det prisvindende brand bygger nu videre på succesen ved at lancere en ny kollektion af bambusstole og endnu flere valgmuligheder inden for køkken- og spiseborde.

Plumas og Plumas med højt ryglæn supplerer Duncan i kollektionen af bambusstole og har to indstillinger af sæde og ryglæn. Begge er konstrueret af et stærkt, men let aluminiumsstel med solidt tofarvet polyester og bambusarmlæn.

De praktiske og smarte Custer L og Custer XL borde supplerer de populære Calgary og Kamloops borde, Dawson picnicbordet, Marilla picnicbordsættet og Kimberley sofabordet. Begge har bambusbordplader og lette, men stærke aluminiumsstel, der kan bære 80 kg. Hvert bord har tre regulerbare højder, der kan tilpasses brug og underlagsforhold. Transport og opbevaring er praktisk takket være den lille pakkestørrelse, håndtag og transporttaske.

To nye køkkenborde tilbyder sikre og stabile arbejdsflader til madlavning og praktiske opbevaringsmuligheder til mad og køkkengrej. Padres Køkkenbord og Padres XL Køkkenbord kan bære op til 30 kg på et let, men stærkt aluminiumsstel og er udstyret med en solid bambusbordplade og skabe af slidstærkt polyester med netventilation. Hvert bord er udstyret med tre praktiske kroge på den ene side og en udtrækkelig holder til skraldespanden eller opvaskebaljen. På den modsatte side sidder seks opbevaringslommer, og der medfølger en vindskærm, som beskytter komfuret mod træk.


Padres Køkkenbord måler 75 × 49 × 82 cm, og Padres XL Køkkenbord måler 100 x 49 x 82 cm. De ekstra 25 cm giver yderligere arbejdsplads og et dobbelt skab til opbevaring. Begge leveres i en praktisk transporttaske.


 Yderligere oplysninger, herunder priser og nærmeste forhandler, kan findes på outwell.com