14. juli 2017

Bremen - shopping og kultur

Årets sommerferie gik til den tyske by Bremen. Husets unge mennesker havde bestilt en sommershoppingtur - så husets fader valgt at blive hjemme for at passe hus, job og hund. 


Havneområdet i Bremerhaven.

Sommerferien gik i år til Bremen. Manden i huset havde et stort ønske om at blive hjemme, da den skulle stå på byggeprojekt af ny 'mandehule'/værksted i haven. Derfor blev det tidligt besluttet, at jeg skulle tage husets unge mennesker med på tur efter deres ønsker. 

De unge mennesker ønskede sig en shoppingtur til Primark, Decathlon, Michael Kors, Vans, Nike og Adidas. det skulle være uden telt og ikke alt for lang en køretur.

I løbet af efteråret blev markeringsnålene fundet frem og locationer for butikker og campingpladser blev markeret. Priser og mulighederne for mobilehomes, hoteller, moteller og hytter blev undersøgt. Til sidst var der enighed om, at afstand, pris og shoppingmulighederne var 'spot-on' i Bremen. Dermed blev vores ferie allerede booket ved Vacansoleil i efteråret 2016, og forventningerne kunne begynde.


Bremen

Den gamle bydel i Bremen byder på en skøn blanding af arkitektur, kultur, caféliv og shopping. Da vi besøgte byen lykkedes det mig at finde et parkeringshus midt i centrum, som havde 5 stjernet parkeringspladser. Det måtte vi absolut prøve - 5 stjerner betyder kortere vej til udgangen og 50% større pladser, så ikke noget med at klemme sig op ad en betonpille med bilen.


På torvet i den gamle bydel var der levende musik og en masse aktivitet. Solen skinnede og man blev ramt af akut feriefølelse. Denne følelse blev bestemt ikke ringere af, at vi også fandt en gadecafé, der sælger Döner.


Shoppingmulighederne i byen er massive, store varehuse ala Magasin, der har åbent 24 timer i døgnet blander sig med en masse små specialbutikker i gaderne. De unge mennesker var yderst begejstrede for både stemningen og shoppingmulighederne.



De Bremer Stadtmusikanten

Et af de største varetegn i Bremen, må man ikke misse, selvom turen står i shoppingens tegn, nemlig De Bremer Stadtmusikanten, der er lavet efter et eventyr af Bdr. Grimm. Overalt i byen fandt vi forskellige variationer af de fire dyr, der står på ryggen af hinanden. Men mest kendt er nok den fine bronzestatue, der står på torvet i Bremen midtby, lavet af  Gerhard Marcks i 1953.

Har du lyst til at læse eventyret om de fire musikanter, har jeg fundet et link her:
http://www.grimmstories.com/da/grimm_eventyr/de_bremer_stadsmusikanter



Bremehaven

Havnebyen Bremerhaven ligger ca. 1 times kørsel fra vores campingplads. Dagens mål var en Decathlon butik og to shoppingcentre, men jeg havde en lille plan om, også at snige lidt sightseeing ind i programmet.


Byen viste sig at byde på flot arkitektur, og vi nappede en tur op i et udsigtstårn på havnen. Fra tårnet på 20 etager kunne vi se ud over vandet og ind over byen. et af detaljerne var flisebelægningen under os, hvor der var dannet et mønster af fliser, som forstiller fisk.





De to shoppingcntre vi besøgte i Bremerhaven hedder Columbus, hvor der er gratis parkering under centret. Desuden er der gangbroer, der fører fra centeret over til havnefronten. På havnefronten findes endnu et center som er tematiseret omkring middelhavet - Mediterraneo, med en stor glaskuppel i midten af centeret, hvor man kan sidde i solen og nye sydlandske retter.

Havnefronten har også en zoologisk have og et klimahus '8° Ost'. Begge dele noget vi gerne vil besøge næste gang vi kommer til Bremerhaven.



 

Shopping i Bremen

Hele formålet med turen var 'shop-till-we-drop'. Og kan lige hilse at sige, at jeg altså var lige ved at 'drop' flere gange.....

Unge mennesker med job og Mastercard, som har sparet hele året til turen, er altså en hård omgang! Indkøbslister var skrevet hjemmefra, og hjemmesider var blevet gennemtrawlet for potentielle køb i butikkerne, så der blevet gået målrettet til værks. 


Vores tur omfattede flere større shoppingcentre, gågaden inde i Bremen, en outlet by og flere større kæder, der skulle besøges. Hertil kom de mere spontane indslag og butiksbesøg, som de unge mennesker mødte på turen. Vores bil var proppet til bristepunktet på turen hjem, selvom vi havde taget gammelt linned og håndklæder med, der blev efterladt i Bremen.


De størtse hits på turen var Primark, Decathlon, Waterfront Shoppingcenter, Vans butikken i midtbyen, Karstadt, Footlocker, Nike, Puma og Michael Kors - de sidste tre beliggende i Mac Arthur Glen, en Outlet by i Neumünster, som vi besøgte på turen hjemad.

Har du unge mennesker, der ønsker sig en shoppingferie, krydret med anderledes kultur og feriestemning, så kan vi klart anbefale et besøg i Bremen.



Campingpladsen

Vi boede på Märchen Camping Wienberg i Stuhr, en lille by i udkanten af Bremen. En sjov lille plads, hvor dyrene er i centrum. Rundt på pladsen sprang lystigt massevis af kaniner, der så ud til at bo i små huller i jorden. frit rendte også høns, samt en gruppe æsler, der sørgede for at 'klippe' græsset - også helt tæt på telte, campingvogne og mobilehomes. Æslerne efterlod dampende 'pakker' til gæsterne rundt omkring på pladsen, og vi fik en lige ved vores havebord på terrassen. Andre dyr på pladsen var hegnet inde.

 
 

Pladsen virker af ældre dato, men alt var rent og vedligeholdt. Der er en udendørs pool, som var ISKOLD at bade i, da vi besøgte pladsen. Der var daglig underholdning for børn og hver aften var der Mini-disco på det lille torv midt på pladsen. Det hele gav en god stemning af ferie og sommer, som vi ofte har mødt den længere sydpå i Europa.



Vi var ikke så meget på pladsen. De første dage var vejret utroligt vådt. Når vi endelig var på pladsen, hyggede vi os i vores mobilehome. De sidste dage skinnede solen, og der var en hyggelig sommerstemning på pladsen. Rundt i området omkring campingpladsen er der flere spisesteder. Selve campingpladsen har også et spisested, der helt stedets eventyrlige ånd hedder 'Räuberhaus' (røverhuset)

Pladsen er opdelt i en fastlægger del, med høje hække og havenisser, men også en stor turistdel, hvor enhederne virker tilpas store.


Lige ved siden af pladsen ligger søen Steller See, men desværre kan man kun se søen fra pladsen. Et hegn hindre direkte adgang til søen. Vil man bade i søen, må man gå 20 min. ud af campingpladsen og rund om søen, hvor man finder indgangen til en anden campingplads, der råder over søen.
Denne naboplads, der virker meget mere stringent og ordentlig end Märchen Camping. Man betaler et mindre beløb for at få adgang til badesøen, hvis man ikke bor på campingpladsen. En gåtur rundt inde på denne naboplads, viser en plads præget af fastlæggere, ingen mobilehomes, og kun de små tønder som hytter til to pers.. Enhederne til turisterne er ganske små, og jeg tror vi ville få svært ved at få plads til vores telt på en af disse enheder.

Steller See på nabopladsen ser smuk ud.

Vores bolig på turen

Vi boede på denne tur i en mobilehome af typen Waikiki fra Vacansoleil. Vi havde tre soverum, opdholdsrum, med køkken, baderum og toiletrum.


De første to og et halvt døgn vi var på pladsen silede regnen ned konstant - uden ophold. Så vi var meget taknemmelige over, at vi ikke var taget afsted med teltet. Desuden var vi glade for, at vi ikke skulle ud af vognen, hver gang vi skulle på toilettet. Det var skønt at have sit eget bad, toilet og køkken.

Vi har før boet i mobilehome, og denne gang var det luksus med et ekstra soverum. Fordi vejret var så skiftende i løbet af ugen, gjorde den ekstra plads inde, at vejret betød mindre på turen. Vi hyggede med brædtspil, film og snacks.




De eneste forbedringsforslag vi har til boligen er: Mindre puder - puderne i vognen var absurd store, og fyldte næsten en halv seng. Til gengæld var dynerne meget tynde, og det var svært at holde varmen om natten.

Desuden savnede vi en træterrasse, der er hævet i niveau, måske med en lille låge, så man ikke behøver at sidde sammen æsler og deres efterladenskaber, når man spiser udenfor. det ville også mindske mængden af sand og mudder inde i vognen betydeligt.



Det er dog altsammen i småtingsafdelingen, og vi vil gerne komme tilbage, da denne plads kombineret med byen, seværdighederne og shoppingmulighederne, virker som et perfekt mix, når man rejser med unge, og ikke ønsker at køre i flere døgn til sin feriedestination. Der er mange ting vi slet ikke fik set i Bremen, men det gemmer vi til næste tur.


Vi siger på gensyn til Bremen!
De Bremer Stadtmusikanten.





30. juni 2017

Nyt grej er altid spændende :-)

I pinsen var vi på tur med vort nye telt. Et Outwell Bear Lake 6. Vi havde også en række andet grej med, som vi købte i foråret. Blandt andet bordet fra Outwell, med navnet Kelowna. Nye skabe, stole og lamper var også med på turen. 



På messen i Herning i februar bestilte vi en række nye møbler, som vil passe bedre til vort ændrede behov i forhold til antal personer, pakkestørrelse, bil o.s.v. Herudover er det altid skønt at få lidt nyt grej at nørde med.

Outwell Kelowna

Et af årets nyheder fra outwell er et fleksibelt bord, der kan trækkes ud og skubbes sammen efter behov. det betyder at man kan vælge at bordet skal være lille eller stort. Bordet kan dermed bruges i både det lille og store telt. Materialet er aluminium så det kan også tåle at stå ude i vådt vejr. Bordet er ret genialt og meget stabilt, og vi blev hurtigt glade for købet. 
Et minus er den lidt uhandige pakkestørrelse, specielt hvis man kører i en mindre bil, fordi bordet pakkes fladt istedet for at blive rullet sammen. Det er dog ikke noget problem i vores bil, hvor bordet har fået plads fladt i bunden af bagagerummet. et andet minus er, at bordet ikke har en taske at bo i, så det hurtigt kan blivet ridset eller snavset, når det ligger nederst i f.eks. en trailer. De små lameller på bordet, hvor man trækker bordet ud, eller skubber det sammen egner sig ikke til kombinationen af snavs, da der herved kommer 'grus' i systemet. Vi har løst problemet ved at sy en pose til bordet. Desuden er det en god ide at medbringe en voksdug på turen, så krummer i lamellerne også kan undgås.


Tekniske specifikationer
Stel:Aluminium
Størrelse:70 x 94 / 129 x 70 cm (BxLxH)
Størrelse (pakket):70 x 94 x 3.5 cm
Vægt:7.3 kg
Max. belastning:30 kg
Bordplade:Aluminium

Outwell Cayon

Disse små skabe er ret hurtigt blevet dette års favoritkøb i teltudstyr. De er ganske enkelt geniale. Et nyt 'take' på det klassiske: 'skammel + bordplade = dobbeltfunktion', hvor man har tilføjet et lille skab under skammelen, så møblet pludselig har trippelfunktion - I LOVE IT! - Som om dette ikke var nok, så bliver hele herligheden leveret med en tilhørende taske at bo i. Mit lille Outwell Nain sengebord passer stadig inden i bordpladen på Cayon, som ved de tidligere skammelborde (Outwell Baffin), og så var købet fuldendt.
Man skal dog lige være opmærksom på, at denne nye skammel ikke kan klare samme vægtklasse, som Baffin skammelen kan, så stolen bør hovedsageligt bruges til børn og unge, der ikke vejer mere end 30 kg.

Tekniske specifikationer
Stof:100% polyester
Stel:Aluminium
Størrelse:42 x 44 x 47 cm (BxDxH)
Størrelse (pakket):62 x 43 x 7 cm
Vægt:2.8 kg
Max. belastning:30 kg
Bordplade:Robust lamineret top

Outwell Sargas

Egentlig er vi mest til batterilygter og lamper, men som noget nyt har vi kastet os over et køb af en foldbar lampe med integreret LED lys. Altså ingen uhandy pærer, der fylder og går i stykker. Lampen har en dejlig lang ledning, og den giver et godt lys over bordet. Vi er tilfredse med købet af denne lampe, og har ingen minusser på produktet.

Tekniske specifikationer
Størrelse:12 x 20 cm (HxDia.)
Størrelse (pakket):5.5 x 20 cm
Vægt:550 g
Power:10 Watt, 2900 Kelvin 360 Lumens
Materiale:Silikone

Robens Seacher

Med en minimal pakkestørrelse og en vejl. pris så man næsten fik tårer i øjnene af glæde, MÅTTE vi bare prøve den nye Robens Seacher....... Tre styk blev bestilt hjem, og første indtryk hjemme i alrummet var rigtig godt.
Men hold op en skuffelse, da stolen kom i brug. Hele pinsen har en sand kamp om ikke at ende i en Robens stol. Ikke fordi siddekomforten ikke er i orden. Men stolen er decideret ustabil og farlig i brug. Man vælter rundt, og stolen tipper for et godt ord. Vores hund Nikita elsker at have sin egen stol på camping, men hver gang hunden forsøgte at hoppe op i stolen væltede herligheden, og hunden blev både skadet og skræmt. Meget bedre blev det ikke, når et menneske valgte stolen, en enkel uopmærksom bevægelse, om man blev sendt i jorden. Stolene blev ret hurtigt degraderet til fodstøtter på turen.




Tekniske specifikationer
Stof:600D Oxford, 100% polyester, netstof 100% polyester
Stel:Stål
Sædehøjde:43 cm
Størrelse:52 x 50 x 74 cm (BxDxH)
Størrelse (pakket):50 x 14 x 12 cm
Vægt:2090 g
Max. belastning:120 kg

Opfordring til fabrikanterne

Hvor ville jeg ønske at flere forhandlere ville lagerføre de nye møbler fra Robens, Helinox og lign. mærker, hvor der er fokus på vægt og små pakkestørrelser. Så man kunne få lov til at afprøve de forskellige stole før indkøb.
Eller også at Oase Outdoors (Outwell) i det mindste ville dedikere et hjørne på messen i Herning til Robens produkterne. Tankerne bag møblerne omkring pakkestørrelser og vægt, er vi flere traditionelle teltcampister, der er voldsomt interesseret i, når vi først har fået bakset 'sommerslottet' ind i bilen, er der ofte ikke meget plads tilbage til andet grej og møbler.
Jeg kan ikke lade være med at spekulere på om de forskellige fabrikanter af de kompakte Outdoor-møbler overser et marked i de mere traditionelle teltcampister, der bare gerne vil bo, sidde og spise godt på ferien, uden at man behøver at slæbe en trailer efter bilen.





Skrevet af: Janice Hansen

Links:
Bord: http://www.outwell.com/da-DK/Produkter/campingmoebler/borde-og-garderobeskabe/kelowna
Skabe: http://www.outwell.com/da-DK/Produkter/campingmoebler/borde-og-garderobeskabe/cayon
Lampe: http://www.outwell.com/da-DK/Produkter/campingudstyr/lamper/sargas-opal-blue
Stol: http://www.robens.de/en/Products/furniture/furniture/searcher