28. april 2015

Kampa AIR telte - første testopsætning i haven.

Vi har netop modtaget 2 AIR-telte fra Kampa, som vi skal bruge en del af sommeren på at teste. Første testopsætning har netop fundet sted i vores have.


Kampa er et britisk mærke, der netop i år, har valgt at udvide deres program i Danmark, til også at omfatte alm. telte. Hidtil har firmaet koncentreret sig om fortelte til campingvogne. Vi har lavet en aftale, om at afprøve et par af Kampa's telte de kommende måneder.

Første indtryk

Teltene og tilbehørsprogrammet virker gennemtænkt og omfattende. Efter udpakningen føler vi, at vi har fået et godt overblik, over vores testpakke. Alt tilbehøret virker solidt, stolene ser fornuftige ud, og vi er ret begejstret for tankerne, der ligger bag flere af tingene.

Opsætning af teltene

En råkold og blæsende tirsdag morgen kaster Janice sig ud i første opsætning af begge telte, helt på egen hånd i haven. Vægten og opsætningen af begge telte er overraskende let.


Opsætningen er overraskende let.

AIR systemet

Vi har tidligere rejst med et SmartAir telt, hvor der kun var et enkelt sted, man skulle pumpe teltets stænger op. Dette er dog noget anderledes på Kampa's AIR telte, hvor hver stang har sin egen ventil. Systemet minder ret meget om nogle luftmadrasser, vi har haft, hvor ventilen har to skruelåg. Den yderste bruges til at pumpe telte op, her er ventilen forsynet med en mekanisme, der hindre luften i at komme ud, inden man har skruet låget på igen. Den inderste ring skrues af, når luften lukkes ud. Ventilerne sidder desuden indvendigt i teltet. Vi havde set dette på YouTube i forvejen, så ingen overraskelser der.

Fordelen ved det nye system er, at der kræves færre kræfter, for at få teltet op, og en enkelt person kan sagtens selv pumpe teltet op. Ulempen er at man skal skifte til en ny ventil, hver gang en stang er pumpet færdig. Desuden skal man først have skruet låget på den inderste ring af ventilen, fra sidst der blev lukket luft ud af teltet.

Brean 4 AIR


Det lille Brean 4 AIR telt har en rigtig god pakkestørrelse og en overkommelig vægt på 17 kg.. Det er let for en enkelt person at håndtere teltet. Med i vores testpakke er både Footprint og tæppe. Vi synes at teltet passer fint til 2-3 personer. Man vil godt kunne sove 4 personer i teltet, på alm. liggeunderlag, men opholdsrummet er måske lige småt nok til fire.



Der kan tilkøbes Footprint og tæppe.

Hayling 4 AIR


Selvom de to telte har stort set identiske størrelser på Footprint og tæppe. Så er pakkestørrelsen på ingen måde den samme. Vægten på Hayling 4 AIR er også noget højere. Med 22,5 kg. bliver det en smule sværere, at håndtere for en enkelt person. Belønningen er en bedre højde i teltet, samt et overdækket areal foran teltet. Med lidt god vilje kan man godt være 4 personer i teltet, da køkkenet kan placeres udenfor.

Det overdækket areal er et plus.

Sammenligning 

På papiret ser det ud til at sovekabinerne er ens, men kabinerne i Hayling virker større end i Brean. Vi kan dog sagtens få plads til vores campingsenge i begge modeller.

Hayling 4 AIR
Brean 4 AIR
Ud over forskellen i sovekabinerne og det ekstra overdækkede areal, så er den største forkel, for os at se i pakkestørrelse og vægt. Brean 4 AIR har en praktisk 'kasket' på fronten, så døren stadig er regnsikker. Dette sammenholdt med vægten gør den til vores favorit ud af de to. Ideelt til 2 personer som weekend- eller stop-and-go telt.

Brean 4 AIR har en praktisk overdækning på fronten.

Udstyr og tilbehør

Vi har lånt flere forskellige stole, borde, køkken og spisegrej. Det bliver spændende at få det hele afprøvet i praksis. Første tur bliver en 2 personers tøsetur, hvor Viktoria og Janice tager afsted 4 nætter med Brean 4 AIR. Senere på sæsonen vil vi teste om Hayling 4 AIR kan rumme 2 voksne, 2 teenagere og 2 hunde, når vi tager en smut til Læsø.




Forhandlere i Danmark

Foreløbig har vi fundet teltene fra Kampa ved to forhandlere i Danmark, men den danske agent for Kampa lover, at der er flere på vej. Hvis du gerne vil se et telt fra Kampa opstillet, så har P.J. Caravan i Roskilde en permanent udstilling af teltene, og den 9. maj vil det være muligt, at se vores lånte telte og grej på Ajstrup Strand Camping - syd for Aarhus.



Links:

http://www.campingshop.dk/Pages/Search.aspx?search=kampa
http://pjcaravan.dk/webshop2/list/211/
http://www.dancamps.dk/dancamps-ajstrup/
https://www.facebook.com/groups/teltferie.osmedtelt/


24. april 2015

ANWB Lentedagen - Forårsdage i Holland

Den store Outdoormesse i Bussloo, arrangeret af ANWB er netop blevet afholdt. Vi kiggede forbi - her kan du læse om noget af det vi oplevede.

Lentedagen betyder forårsdage på hollandsk.
Den store udendørs messe blev denne gang afholdt i Bussloo. Bussloo er et stort rekreativt område, beliggende ved en smuk sø, tæt på byen Apeldoorn i Holland.

Ud over rigtig mange telte omfatter messen også en del campingvogne, campingpladser og outdoorudstyr, som cykler og kajakker, Hertil kommer en masse boder med mad, drikke, solbriller, hatte m.m.. Samlingspunktet er en stor plads i midten, en kæmpe træterrasse med en scene, hvorfra der underholdes med musik dagen lang. Messen forløber over to dage.


Årets outdoorpriser fra magasinet Oppad

Det hollandske magasin Oppad har, som en del af deres messestand, lavet en væg, hvor årets prismodtagere af guld, sølv og bronze i forskellige kategorier indenfor outdoorudstyr, har udstillet de præmierede produkter. Vi genkender tre af produkterne fra Nigor og Helinox. Nigor har fået to priser for to af deres telte, og Helinox for en af deres stole.

Væggen med årets prisvindere

Rigtig mange telte

Der er rigtig mange telte, i alle mulige udformninger på messen, fra helt små telte til telte, der kan fastgøres på taget af en bil. En del af mærkerne genkender vi, men langt de fleste genkender vi kun fra sidste års besøg på ANWB messen.


Sjove tipier

Outwell

Det første teltmærke vi møder på turen rundt er danske Outwell. Firmaet er repræsenteret med et bredt udsnit af deres telte- og tilbehørsprogram. Som noget nyt har Outwell lavet et 'Slaap studio' i det store nye Corvette XL telt, hvor besøgende kan afprøve forskellige liggeunderlag og senge, eller en kombination af begge dele.

Danske Outwell på den hollandske messe.


Eureka! Europe

Som næste stop på vores tur rundt, finder vi Eureka! Europe. Firmaet deler standen med Helinox og Nigor. De har et imponerende udvalg, som er opstillet på en skråning ned mod søen. Flere af de nye teltmodeller ser spændende ud, bl.a. det nye tipi telt Lakota BTC, som har ret mange fine deltaljer. Men også teltmodeller som Stony Pass 4 BTC og Wild Bassin 6 BTC fanger vores opmærksomhed.

De mange telte er et imponerende syn.

Eureka! - Lakota BTC

Det nye tipi telt i polycotton fra Eureka! Europe har mange fine detaljer. Bonne Kejser fra firmaet viser os rundt i teltet. Bl.a. kan man styre udluftningen i toppen ved hjælp af stropper inde i teltet. Der medfølger en 3 personers sovekabine, samt en side der kan skabes læ ved fronten. Teltet er forsynet med mange stropper og barduner til justering. Teltet har rigtig god udluftning, og der forberedt til en skorsten i taget.

Udluftningen styres med stropper inde i teltet.
 

Der er forberedt til skorsten.

Nigor

Når vi snakker telte i superletvægt kombineret med meget høj teknisk kvalitet, så er Nigor et yderst interessant mærke. Firmaet har i år modtaget to priser for deres telte. Vi er imponeret over teltenes pakkestørrelser, sat i forhold til rummeligheden. Specielt bemærker vi tipierne WickiUp og tunnelteltet Laughing Owl. Sidste model er en af de prisbelønnede modeller. Wicki Up laves i tre modeller til 3, 4 og 6 personer, der kun vejer ca. 2, 2,5 og 5,4 kg.

WickiUp 6

Nigor - Laughing Owl

Det nye telt fra Nigor vejer blot 5,9 kg, men er til 5 personer og har et fint stort forrum. Hele teltet inkl. vinduerne er lavet i et yderst interessant ripstop nylon materiale kaldet Gorlyn.



Helinox

På standen ved Eureka! og flere andre steder på messen, støder vi på de smarte letvægtsmøbler fra Helinox. Firmaet har i år lanceret flere nyheder bl.a. lettere senge, højere stole og nye farver.


Karsten Tenten

Et mærke, som vi ikke kender så meget til i Danmark. Firmaet laver kraftige telte, både med stænger, men også lufttelte, der har et system, vi ikke hidtil har set. Systemet kan bedst sammenlignes med det vi kender fra bilslanger. Alle Kasten telte produceres i Holland, og teltene kan laves efter ordre i forskellige farver.



Quercha - Decathlon

I den billigere ende af prisskalaen finder vi mærket Quercha. Det er kæden af Sportsvarehuse Decathlon's eget mærke. De har mange innovative bud på fremtidens telte. De har stor fokus på hurtig opsætning og nedtagning, derfor har firmaet et stort udvalg af pop-up og lufttelte. På standen findes rigtig mange størrelser og udformninger, fra det mindste lufttelt til det største pop-up telt, vi har set.



Falco & Baco

To teltmærker vi ikke tidligere har haft glæden af at afprøve. Det der gør disse telte anderledes, er måden de opsættes på. Stængerne sidder inde i teltene, hvor kanalerne bliver lynet rundt om stængerne. Et system der kunne være interessant at afprøve i fremtiden. Teltene tilbydes både i bomuld og kunststof, fælles for begge typer er, at de står imponerende stramt og flot spændt op.



Andre Mærker

På messen ser vi mange for os nye og interessante mærker af telte. Vi bemærker især hollændernes store udbud af telte med bomuld.


Andet udstyr

Der er rigtig mange stande med forskelligt udstyr til outdoor aktiviteter. Der er også mulighed for at afprøve forskellige ting, som bueskydning, nye cykler, kanoer og kajakker. Af sjove ting møder vi bl.a. en brændeovn lavet af en gasflaske og en ny stype sammenklappelig trækvogn.

Hjemmebygget brændeovn.

Kyboka - trækvogn

Den smarte trækvogn, der kan klappes sammen på en ny måde, end det vi har set hidtil. Vognen er vandtæt, og der kan tilkøbes låg og bæretaske.



Vi kommer gerne igen

Det har igen i år været en stor oplevelse, at deltage på den store udendørs messe i Holland. Vi kan klart anbefale andre teltentusiaster, at kigge forbi messen, næste gang ANWB laver et lignende arrangement.

Jens hviler fødderne.

Links

http://www.anwb.nl/vrije-tijd/lentedagen
http://www.outwell.com/
http://www.eurekaeurope.com/
http://www.karstententen.nl/
http://www.oppad.nl/
http://www.kyboka.com/