30. juni 2017

Nyt grej er altid spændende :-)

I pinsen var vi på tur med vort nye telt. Et Outwell Bear Lake 6. Vi havde også en række andet grej med, som vi købte i foråret. Blandt andet bordet fra Outwell, med navnet Kelowna. Nye skabe, stole og lamper var også med på turen. 



På messen i Herning i februar bestilte vi en række nye møbler, som vil passe bedre til vort ændrede behov i forhold til antal personer, pakkestørrelse, bil o.s.v. Herudover er det altid skønt at få lidt nyt grej at nørde med.

Outwell Kelowna

Et af årets nyheder fra outwell er et fleksibelt bord, der kan trækkes ud og skubbes sammen efter behov. det betyder at man kan vælge at bordet skal være lille eller stort. Bordet kan dermed bruges i både det lille og store telt. Materialet er aluminium så det kan også tåle at stå ude i vådt vejr. Bordet er ret genialt og meget stabilt, og vi blev hurtigt glade for købet. 
Et minus er den lidt uhandige pakkestørrelse, specielt hvis man kører i en mindre bil, fordi bordet pakkes fladt istedet for at blive rullet sammen. Det er dog ikke noget problem i vores bil, hvor bordet har fået plads fladt i bunden af bagagerummet. et andet minus er, at bordet ikke har en taske at bo i, så det hurtigt kan blivet ridset eller snavset, når det ligger nederst i f.eks. en trailer. De små lameller på bordet, hvor man trækker bordet ud, eller skubber det sammen egner sig ikke til kombinationen af snavs, da der herved kommer 'grus' i systemet. Vi har løst problemet ved at sy en pose til bordet. Desuden er det en god ide at medbringe en voksdug på turen, så krummer i lamellerne også kan undgås.


Tekniske specifikationer
Stel:Aluminium
Størrelse:70 x 94 / 129 x 70 cm (BxLxH)
Størrelse (pakket):70 x 94 x 3.5 cm
Vægt:7.3 kg
Max. belastning:30 kg
Bordplade:Aluminium

Outwell Cayon

Disse små skabe er ret hurtigt blevet dette års favoritkøb i teltudstyr. De er ganske enkelt geniale. Et nyt 'take' på det klassiske: 'skammel + bordplade = dobbeltfunktion', hvor man har tilføjet et lille skab under skammelen, så møblet pludselig har trippelfunktion - I LOVE IT! - Som om dette ikke var nok, så bliver hele herligheden leveret med en tilhørende taske at bo i. Mit lille Outwell Nain sengebord passer stadig inden i bordpladen på Cayon, som ved de tidligere skammelborde (Outwell Baffin), og så var købet fuldendt.
Man skal dog lige være opmærksom på, at denne nye skammel ikke kan klare samme vægtklasse, som Baffin skammelen kan, så stolen bør hovedsageligt bruges til børn og unge, der ikke vejer mere end 30 kg.

Tekniske specifikationer
Stof:100% polyester
Stel:Aluminium
Størrelse:42 x 44 x 47 cm (BxDxH)
Størrelse (pakket):62 x 43 x 7 cm
Vægt:2.8 kg
Max. belastning:30 kg
Bordplade:Robust lamineret top

Outwell Sargas

Egentlig er vi mest til batterilygter og lamper, men som noget nyt har vi kastet os over et køb af en foldbar lampe med integreret LED lys. Altså ingen uhandy pærer, der fylder og går i stykker. Lampen har en dejlig lang ledning, og den giver et godt lys over bordet. Vi er tilfredse med købet af denne lampe, og har ingen minusser på produktet.

Tekniske specifikationer
Størrelse:12 x 20 cm (HxDia.)
Størrelse (pakket):5.5 x 20 cm
Vægt:550 g
Power:10 Watt, 2900 Kelvin 360 Lumens
Materiale:Silikone

Robens Seacher

Med en minimal pakkestørrelse og en vejl. pris så man næsten fik tårer i øjnene af glæde, MÅTTE vi bare prøve den nye Robens Seacher....... Tre styk blev bestilt hjem, og første indtryk hjemme i alrummet var rigtig godt.
Men hold op en skuffelse, da stolen kom i brug. Hele pinsen har en sand kamp om ikke at ende i en Robens stol. Ikke fordi siddekomforten ikke er i orden. Men stolen er decideret ustabil og farlig i brug. Man vælter rundt, og stolen tipper for et godt ord. Vores hund Nikita elsker at have sin egen stol på camping, men hver gang hunden forsøgte at hoppe op i stolen væltede herligheden, og hunden blev både skadet og skræmt. Meget bedre blev det ikke, når et menneske valgte stolen, en enkel uopmærksom bevægelse, om man blev sendt i jorden. Stolene blev ret hurtigt degraderet til fodstøtter på turen.




Tekniske specifikationer
Stof:600D Oxford, 100% polyester, netstof 100% polyester
Stel:Stål
Sædehøjde:43 cm
Størrelse:52 x 50 x 74 cm (BxDxH)
Størrelse (pakket):50 x 14 x 12 cm
Vægt:2090 g
Max. belastning:120 kg

Opfordring til fabrikanterne

Hvor ville jeg ønske at flere forhandlere ville lagerføre de nye møbler fra Robens, Helinox og lign. mærker, hvor der er fokus på vægt og små pakkestørrelser. Så man kunne få lov til at afprøve de forskellige stole før indkøb.
Eller også at Oase Outdoors (Outwell) i det mindste ville dedikere et hjørne på messen i Herning til Robens produkterne. Tankerne bag møblerne omkring pakkestørrelser og vægt, er vi flere traditionelle teltcampister, der er voldsomt interesseret i, når vi først har fået bakset 'sommerslottet' ind i bilen, er der ofte ikke meget plads tilbage til andet grej og møbler.
Jeg kan ikke lade være med at spekulere på om de forskellige fabrikanter af de kompakte Outdoor-møbler overser et marked i de mere traditionelle teltcampister, der bare gerne vil bo, sidde og spise godt på ferien, uden at man behøver at slæbe en trailer efter bilen.





Skrevet af: Janice Hansen

Links:
Bord: http://www.outwell.com/da-DK/Produkter/campingmoebler/borde-og-garderobeskabe/kelowna
Skabe: http://www.outwell.com/da-DK/Produkter/campingmoebler/borde-og-garderobeskabe/cayon
Lampe: http://www.outwell.com/da-DK/Produkter/campingudstyr/lamper/sargas-opal-blue
Stol: http://www.robens.de/en/Products/furniture/furniture/searcher




Ingen kommentarer:

Send en kommentar