30. juni 2017

Nyt grej er altid spændende :-)

I pinsen var vi på tur med vort nye telt. Et Outwell Bear Lake 6. Vi havde også en række andet grej med, som vi købte i foråret. Blandt andet bordet fra Outwell, med navnet Kelowna. Nye skabe, stole og lamper var også med på turen. 



På messen i Herning i februar bestilte vi en række nye møbler, som vil passe bedre til vort ændrede behov i forhold til antal personer, pakkestørrelse, bil o.s.v. Herudover er det altid skønt at få lidt nyt grej at nørde med.

Outwell Kelowna

Et af årets nyheder fra outwell er et fleksibelt bord, der kan trækkes ud og skubbes sammen efter behov. det betyder at man kan vælge at bordet skal være lille eller stort. Bordet kan dermed bruges i både det lille og store telt. Materialet er aluminium så det kan også tåle at stå ude i vådt vejr. Bordet er ret genialt og meget stabilt, og vi blev hurtigt glade for købet. 
Et minus er den lidt uhandige pakkestørrelse, specielt hvis man kører i en mindre bil, fordi bordet pakkes fladt istedet for at blive rullet sammen. Det er dog ikke noget problem i vores bil, hvor bordet har fået plads fladt i bunden af bagagerummet. et andet minus er, at bordet ikke har en taske at bo i, så det hurtigt kan blivet ridset eller snavset, når det ligger nederst i f.eks. en trailer. De små lameller på bordet, hvor man trækker bordet ud, eller skubber det sammen egner sig ikke til kombinationen af snavs, da der herved kommer 'grus' i systemet. Vi har løst problemet ved at sy en pose til bordet. Desuden er det en god ide at medbringe en voksdug på turen, så krummer i lamellerne også kan undgås.


Tekniske specifikationer
Stel:Aluminium
Størrelse:70 x 94 / 129 x 70 cm (BxLxH)
Størrelse (pakket):70 x 94 x 3.5 cm
Vægt:7.3 kg
Max. belastning:30 kg
Bordplade:Aluminium

Outwell Cayon

Disse små skabe er ret hurtigt blevet dette års favoritkøb i teltudstyr. De er ganske enkelt geniale. Et nyt 'take' på det klassiske: 'skammel + bordplade = dobbeltfunktion', hvor man har tilføjet et lille skab under skammelen, så møblet pludselig har trippelfunktion - I LOVE IT! - Som om dette ikke var nok, så bliver hele herligheden leveret med en tilhørende taske at bo i. Mit lille Outwell Nain sengebord passer stadig inden i bordpladen på Cayon, som ved de tidligere skammelborde (Outwell Baffin), og så var købet fuldendt.
Man skal dog lige være opmærksom på, at denne nye skammel ikke kan klare samme vægtklasse, som Baffin skammelen kan, så stolen bør hovedsageligt bruges til børn og unge, der ikke vejer mere end 30 kg.

Tekniske specifikationer
Stof:100% polyester
Stel:Aluminium
Størrelse:42 x 44 x 47 cm (BxDxH)
Størrelse (pakket):62 x 43 x 7 cm
Vægt:2.8 kg
Max. belastning:30 kg
Bordplade:Robust lamineret top

Outwell Sargas

Egentlig er vi mest til batterilygter og lamper, men som noget nyt har vi kastet os over et køb af en foldbar lampe med integreret LED lys. Altså ingen uhandy pærer, der fylder og går i stykker. Lampen har en dejlig lang ledning, og den giver et godt lys over bordet. Vi er tilfredse med købet af denne lampe, og har ingen minusser på produktet.

Tekniske specifikationer
Størrelse:12 x 20 cm (HxDia.)
Størrelse (pakket):5.5 x 20 cm
Vægt:550 g
Power:10 Watt, 2900 Kelvin 360 Lumens
Materiale:Silikone

Robens Seacher

Med en minimal pakkestørrelse og en vejl. pris så man næsten fik tårer i øjnene af glæde, MÅTTE vi bare prøve den nye Robens Seacher....... Tre styk blev bestilt hjem, og første indtryk hjemme i alrummet var rigtig godt.
Men hold op en skuffelse, da stolen kom i brug. Hele pinsen har en sand kamp om ikke at ende i en Robens stol. Ikke fordi siddekomforten ikke er i orden. Men stolen er decideret ustabil og farlig i brug. Man vælter rundt, og stolen tipper for et godt ord. Vores hund Nikita elsker at have sin egen stol på camping, men hver gang hunden forsøgte at hoppe op i stolen væltede herligheden, og hunden blev både skadet og skræmt. Meget bedre blev det ikke, når et menneske valgte stolen, en enkel uopmærksom bevægelse, om man blev sendt i jorden. Stolene blev ret hurtigt degraderet til fodstøtter på turen.




Tekniske specifikationer
Stof:600D Oxford, 100% polyester, netstof 100% polyester
Stel:Stål
Sædehøjde:43 cm
Størrelse:52 x 50 x 74 cm (BxDxH)
Størrelse (pakket):50 x 14 x 12 cm
Vægt:2090 g
Max. belastning:120 kg

Opfordring til fabrikanterne

Hvor ville jeg ønske at flere forhandlere ville lagerføre de nye møbler fra Robens, Helinox og lign. mærker, hvor der er fokus på vægt og små pakkestørrelser. Så man kunne få lov til at afprøve de forskellige stole før indkøb.
Eller også at Oase Outdoors (Outwell) i det mindste ville dedikere et hjørne på messen i Herning til Robens produkterne. Tankerne bag møblerne omkring pakkestørrelser og vægt, er vi flere traditionelle teltcampister, der er voldsomt interesseret i, når vi først har fået bakset 'sommerslottet' ind i bilen, er der ofte ikke meget plads tilbage til andet grej og møbler.
Jeg kan ikke lade være med at spekulere på om de forskellige fabrikanter af de kompakte Outdoor-møbler overser et marked i de mere traditionelle teltcampister, der bare gerne vil bo, sidde og spise godt på ferien, uden at man behøver at slæbe en trailer efter bilen.





Skrevet af: Janice Hansen

Links:
Bord: http://www.outwell.com/da-DK/Produkter/campingmoebler/borde-og-garderobeskabe/kelowna
Skabe: http://www.outwell.com/da-DK/Produkter/campingmoebler/borde-og-garderobeskabe/cayon
Lampe: http://www.outwell.com/da-DK/Produkter/campingudstyr/lamper/sargas-opal-blue
Stol: http://www.robens.de/en/Products/furniture/furniture/searcher




12. juni 2017

Mere Pinsetræf - af Michelle Klitgaard Jørgensen

Traditionen tro deltog vi i Pinsetræffet for Danske Telt -og Outwell entusiaster. Denne gang foregik turen på Sandager Næs Camping. Der var masser af aktiviteter for hele familien. 



Udover segway kørsel, badeland mv. havde de f.eks. gedeindhegning med de sødeste gedekid og snobrødsbagning. Generelt var det en rigtig fin campingplads med fine køkken- og badefaciliter. Samtidig lå den rigtig smukt helt ned til vandet. 


Selvom det var et pinsetræf med en masse andre teltentusiaster, var der rig mulighed for at tage på opdagelse på egen hånd.

Der var f.eks. et stort loppemarked inde i Assens, men når vi nu alligevel var på Fyn valgte vi at tage turen til vikingemarked på Raunsborg. Det var en stor oplevelse. Udover selfies med de kendte var der forskellige opvisninger med mennesker klædt ud som vikinger. F.eks. var der madlavning, visning af våben og forskellige slags håndværk fra vikingetiden. Det var også muligt at købe forskellige varer fra boder rundt omkring på pladsen. Udover Raunsborgs skønhedsprodukter var der boder med forskelligt håndværk, rav og delikatesser. Det lykkedes Mia at få taget billede både med Jimmy Lyngvild og Julie Berthelsen.




Kulminationen på weekenden blev en yderst intens dyst i stigegolf efterfulgt af hyggelig fællesspisning.

Vores lejr denne weekend var primitiv da vi kun var tre afsted og da min mand skulle bruge traileren var vi begrænset på pladsen. Lejren bestod derfor af en Robens Fairbanks tipi og et Outwell Hudson River S kombineret med en tarp.



Tak til alle deltagerne for en hyggelig og festlig weekend!




Skrevet af: Michelle Klitgaard Jørgensen





9. juni 2017

Pinsetur, Segway og stigegolf

Traditionen tro mødtes vi i pinsen med en gruppe af nye og gamle bekendte fra vores teltgrupper på FaceBook. Denne forlængede weekend bød på godt vejr, masser af hygge og sjove aktiviteter.


Janice gi'r den gas på Segway
Pinsen blev i år tilbragt på Sandager Næs Camping ved Assens. Efter ankomsten fik vi stille og roligt teltet op i det gode vejr. Nogen mere stille og roligt end andre....

Glæden ved at have teenagere med på turen....

Lejren på plads

På Sandager Næs Camping havde ejerne sørget for at lukke et område af fra det ordinære bookingsystem, dermed var det muligt for alle, at komme til at ligge samlet på den samme vej. Vi kunne derfor bruge det grønne område mellem teltene til fællesområde. Deltagerne havde medbragt en skøn blanding af små og store telte, samt et dejligt mix af forskellige mærker.



Hyggelige stunder

Normalt bruger vi en del af vores pinsetræf på en kaffequiz, men i år valgte vi i stedet at arrangere en turnering i Stigegolf, hvor alle teltene fandt deres helt egen Champion i de indledende runder. Hver Champion gik så videre til semifinalen, hvor hver vejside kæmpede indbyrdes og fandt en vejsidefinalist. Det hele kulminerede i en finale, hvor vejsiderne sendte hver deres vinder op imod hinanden. Vinderen af tuneringen blev Jan fra 'Team Silberg', der vandt en flot Outwell picnicrygsæk, venligst sponsoreret af Outwell.



Dagen blev sluttet af med  fællesspisning i det gode vejr, hvor grillen blev tændt. Alle bidrog med lidt fra køleboksen, mens fællesindkøbt kød og pølser blev grillet på de mange små grill, deltagerne kunne bidrage med. Telthygge på højeste plan.


Pladsen bød gæsterne på anderledes aktiviteter

Campingpladsen havde i løbet af pinsen lavet forskellige arrangementer for at underholde børn og barnlige sjæle. Alle kunne købe sig en tur på Segway, mens børnene også kunne købe en tur i en badering spændt efter en speedbåd. Jeg valgte at prøve kræfter med Segway'en, og det lykkedes mig, trods et meget moderat tempo, at nedlægge adskillige kegler på banen.



Vores telt på turen

Som noget nyt er vi denne gang ikke taget afsted i 'lånte fjer', men med vort eget nyindkøbte Bear Lake 6 i polycotton. Teltet er udgået af sortimentet ved Outwell. Vi har valgt at skifte vores elskede Eureka! telt med dette telt fra Outwell, fordi pladsen i teltet begyndte at blive lidt for trang, efterhånden som vores børn er blevet til unge voksne, med venner og kærester, der også gerne vil med på turene.
Med en masse held er det lykkedes os, at finde både underlag, tæppe og sidetilbygning, der passer til teltet.



Efter første tur med det nye telt, er vi meget glade for at have byttet. Pladsen er generøs, indeklimaet er godt, og vi ville sagtens kunne være 6 personer i teltet. På denne tur var vi tre, og det var rent luksus. Det kraftige og faste gulv giver en god og tryg fornemmelse i forhold til regn og vand. Samtidig er det også gulvet, der giver teltet dets største ulempe, nemlig vægt og pakkestørrelsen. For at kompensere lidt for teltets pakkestørrelse, har vi ryddet en del ud i vores køkkentaske, så service og køkkengrej fylder mindre. Møblerne er også blevet justeret med lidt udskiftninger, for at få pakkestørrelser, der passer bedre ind i vores bil.

Et godt køb

Jeg har længe haft to sæt foldbare bøjler liggende i mit skab. Bøjlerne er imellemtiden udgået af sortimentet ved Outwell, Grunden til at de har ligget længe og ubrugte i mit campingskab hjemme, er fordi vi de seneste år ikke har haft et telt med bøjlestang. Med købet af vores Bear Lake 6 i år, har vi pludselig fået mulighed for at bruge vores bøjler. De er geniale og fylder ikke ret meget i vores køkkentaske.
Eneste fejl...... jeg skulle have købt et par pakker mere, da de ikke længere er i Outwell's sortiment. Vi i den anledning da gerne opfordre fabrikanten til genindføre både bøjler og telt i deres program.



Vi kommer gerne tilbage

Opholdet på Sandager Næs Camping har været herligt. Pladsen virker velholdt og hyggelig, ejerne er flinke og synlige. Alt i alt en campingplads, der er værd at besøge igen. :-)



Teltcamping ER bare hyggeligt!

Skrevet af: Janice Hansen

Links:
Campingpladsen:
https://www.sandagernaes.dk/

Grupperne på FB:
https://www.facebook.com/groups/teltferie.osmedtelt/
https://www.facebook.com/groups/outwell.camping.club.dk/




2. marts 2017

Caretta - En seng på hjul! - skrevet af Tina Skov Hansen

En af de sjovere nyheder på Ferie For Alle messen i Herning, var en krydsning mellem campingvogn, trailer og telt - kaldet Caretta.



Caretta kunne ses i 2 versioner på messen. En OFF-Road og en model 1500. Agenten for  Caretta i Danmark er CF i Horsens. Niels Melgaard-Lund fra firmaet fortæller, at Caretta også arbejder på en teltvogn til fire personer, som vil blive lanceret senere.

Hvad er så en Caretta?

Og hvad er Caretta så for en ting? Jo det er en mini campingvogn, men ikke i den gængse forstand. Den minder lidt om en camplet, men er vel egentlig mere et sovested til 2 personer. Nærmest en overdækket seng på hjul. Vognen registreres som en trailer, da der ikke er ståhøjde inde i vognen. Totalvægten er på 460 kg. for version 1500 og 750 kg. for OFF-ROAD modellen. Der kan tilkøbes bremser. Med en status som trailer og en lav vægt er der ingen krav til forsikring, og kun minimal ejerafgifter på vognen.


Udstyr og indretning

Det er lidt luksus med eget udendørs køkken, som er placeret i enden af vognen. Køkkenet er overdækket, når låget åbnes. Der er brus/rindende vand, med vandtank på 65 l. Et gasblus, køleboks 12/220 volt på 32 l., samt div. skabe til opbevaring af køkkenting m.m.
Desuden er der monteret et godt spejl, så man der lige kan få sat håret og vasket sig.

Inde i selve vognen er der en stor 3 delt madras på 150 x 200 cm. Der er indbygget lys, moskitonet i dørene og loftet. Der er dør til begge sider, hvilket letter ind- og udstigning. Der er små skabe og hylder over sengen, samt mulighed for radio/musik, der kan sågar installeres tv og dvd afspiller i vognen.
Et rummeligt sovested uden ståhøjde. Det er også muligt at få installere air condition og soltag.




En meget spændende vogn, som jeg godt kunne se, ville være en mulighed for de personer, der gerne ville på fisketure, travetur, cykle, vandre og ikke  har brug for meget plads. Eller for de singler eller par der flytter sig ofte, når de rejser rundt.

Det er muligt at tilkøbe en markise til siden eller bustelt til siden eller køkkenenden, Flere bustelte fås med ekstra sovekabiner til to personer, og så kan vognen pludselig også bruges af f.eks. en familie på fire. Både markise og bustelt vil give flere muligheder og mere plads.

En spændende og anderledes vogn, som jeg ser som en mulighed for mig i fremtiden. Da jeg rejser som singlemor til to store piger, der ikke altid vælger at tage med, når der er dømt telttur. Det kniber mig efterhånden at sætte teltet op alene. En campingvogn er for stor for mig at køre med. Og så ELSKER jeg det mere primitive og simple ved teltlivet. Med denne vogn kunne jeg få en let løsning, der ikke er for stor at køre med, og som giver den nære kontakt til naturen og omgivelserne.

Caretta's logo - en skildpadde med vinger. :-)


Skrevet af: Tina Skov Hansen

Links:
Caretta: http://carettacaravan.eu/
CF Horsens: https://www.cfhorsens.dk/search/caretta







27. februar 2017

Glamping med DK Camp - Skrevet af Michelle Klitgaard Jørgensen

I anledning af Ferie For Alle i Herning har DK-Camp valgt at have fokus på glamping. Glamping er forholdsvist nyt, men vinder mere og mere frem i Danmark. Glamping står for store luksustelte som er indrettet ligesom et rigtigt hjem med rigtige senge, rigtige stole og borde mv. gerne kombineret med noget dyreskind for at skabe gammeldags Karen Blixen stemning. 



DK-Camp har nu indført konceptet på flere af deres campingpladser i Danmark,  og jeg fik en snak med Torben Frydenlund Rasmussen fra Camp Hverringe om konceptet. 

Torben Frydenlund Rasmussen fortæller, at det for mange handler om at komme tilbage til kerneproduktet: hygge og nærvær. Glamping er i den forbindelse med til ,at hype camping og tiltrække nye campister. Også campister som måske ikke er interesserede i campingvogns- og hytteferier.

Hos Camp Hverringe er det intet problem, at leje glamping-teltene ud. I højsæsonen udlejes de en uge ad gangen, og der er stor efterspørgsel. Teltene er særligt populære blandt singler, f.eks. singlekvinder, der er på tur med veninderne.

Sæsonen varer fra maj til september og der er varmeovne til rådighed i teltene ligesom der er køleskab mv.



De forskellige DK-Camp campingpladser har valgt forskellige løsninger. Teltene hos Camp Hverringe er kraftige bomuldstelte, der er bygget op med indvendige trævægge og udbygget med en træterasse. Der kan bo op til 8 personer i teltene.

Det udstillede glampingtelt til Ferie For Alle 2017 er et Nordisk Vanaheim bomuldstelt på 24 m2. Modellen er indrettet med to sovekabiner, en i hver ende, og et stort opholdsrum i midten. Det er blandt andet den model, der udlejes hos Bamsebo Camping og Sandskaer Strandcamping. Det er helt sikkert et must at prøve som teltcampist. Der er slet ingen tvivl om, at et glampingtelt skaber en helt særlig stemning.




Overvejer man sit eget glamping telt skal man ikke lade sig afskrække af størrelsen. Nordisk Vanaheim (og andre tipi-lignende telte) er forbavsende nemme og hurtige at slå op.

Tipi telte er forbavsende nemme at slå op.
Vil man gerne prøve et glampingtelt har DK-Camp pt. 7 campingpladser, hvor det er muligt at booke et telt. Det drejer sig om Bamsebo Camping, Truust Camping, Skyttehusets Camping, Ringkøbing Camping, MyCamp Trelde Næs, Sandskaer Strandcamping og Camp Hverringe.




Skrevet af: Michelle Klitgaard Jørgensen
'